Udgivet i

Høsten er i hus

I de sidste par uger, har der været gang i flere af maskinerne på Samsø Landbrugsmuseum for at få høstet og samlet halm. Fælles for maskinerne er, at de alle har været i drift på Samsø, ved nogle af de små landbrug, der engang var.

Mejetærskeren der stod for høsten, en Dronningborg D-900 fra 1972, har ikke været på Samsø fra ny, men har været i drift hos 2 forskellige landbrug på Samsø. Først hos Jens Lopdrup i Besser og indtil 2010 hos Ole Pedersen i Ballen.

Sideriven der vendte halmen efter alle bygerne, en JF HSR200 fra første halvdel af 1960’erne, har været hos Jørgen Olsen i Brundby frem til 2003.

Presseren der pressede halmen, en New Holland Super Hayliner 68 fra ca. 1960, har været hos Margit og Carl-Henning Hansen i Østerby siden midten af 1960’erne og frem til 2011, hvor den havde stået stille de sidste år. Carl-Henning havde købt den hos en maskinhandler i Roskilde og selv taget turen med traktor fra Samsø for at hente den. De første år kørte Carl-Henning også ud med presseren og pressede halm for andre, hvilket på daværende tidspunkt gav en god indtjening.

Traktoren der trak rive og presser, en Bukh 403 fra 1965, har været reservedelstraktor hos Ingeborg Vohnsen i Permelille for at holde en anden Bukh 403 kørende. Her stod traktoren under et træ fra ca. 1980 til 2005. Herefter kom den til samlingen, der lagde grund til Samsø Landbrugsmuseum. Her har den gennemgået en renovering og er således kørende igen.

Den næste tid kommer til at gå med rengøring og smøring, så maskinerne kan stilles ind for vinteren og være klar til næste sæson.

Ivan Laursen 12/9 2015

Udgivet i

Høst 2013 og klargøring dertil

Det er ingen hemmelighed, at der er flere høstmaskiner på museet. Sidste år kom der gang i den gamle Krupp-selvbinder, i år skulle der gang i den ene mejetærsker, en Dronningborg D-900 fra 1972.

Mejetærskeren har sådan set også været i gang i 2011 og 2012, men kun på det lille testareal ved museet. I år fik den mulighed for at skulle høste 5 tønder land vårbyg, men for den kunne klare sådan et areal, skulle forlagsakselen med variatorskiven udskiftes. (Variatorskiven er en remskive, hvor remsporet kan gøres bredere eller smallere, så remmen kommer til at køre længere inde mod centrum af skiven eller længere ude mod periferien. På denne måde kan man variere kørselshastigheden trinløst). Egentlig skal den slags reparationer foretages om vinteren, så man ikke står med det hele til høst, men sådan blev det ikke. Der gik lidt tid, før der blev fundet en aksel, der kunne bruges, og den måtte der også repareres på, så det var i sidste øjeblik, at den blev høstklar.

Grunden til at sådan en aksel er gået til, er, at den på et tidspunkt har manglet smørelse. På en gammel mejetærsker er der mange smøresteder, og det er umuligt at huske dem alle sammen, hvis ikke man har et smøreskema ved hånden. Desværre har instruktionsbogen med smøreskema ofte ligget inde i en skrivebordsskuffe hos de forskellige landmænd, og der er den mange gange blevet liggende selvom maskinen er blevet solgt. Så næste ejer ikke har haft noget smøreskema at gå ud fra og måske derfor kun har smurt de steder, der var synlige udefra.

Høsten blev overstået uden de store problemer, det var faktisk kun et par remme, der skulle strammes lidt ekstra. Der er dog et par ting mere, der helst skal klares inden næste høst – så må vi håbe, at vinteren er lang nok til, at det kan nåes.

 

Ivan Laursen

27/9 2013

Udgivet i

Høstede for første gang i 50 år

I udstillingen på Samsø Landbrugsmuseum er der en selvbinder fra ca. 1935. Den er fremstillet hos Fried. Krupp Aktiengesellchaft i Essen, Tyskland – samme virksomhed, som producerede kanonen “Tykke Bertha” til 1. Verdenskrig. Den gamle Krupp selvbinder, var i drift hos Vagn Brandt på Løkkebjerggård i Tranebjerg på Samsø frem til ca. 1960, hvor den blev stillet til side. Herefter stod den og samlede støv, indtil den blev hevet frem af gemmerne d. 23. maj 2010, hvor den blev flyttet til Ørby.

Efter de mange års stilstand var alt træværket gået til pga. borebiller, alt det mekaniske havde sat sig fast og sejlene var møre. Det mekaniske blev løsnet som det første, ved at sprøjte rustløsner på ca. hver fjerde uge og bevæge delene så meget som de kunne frem og tilbage og ellers have tålmodighed, så der ikke blev ødelagt noget. Til noget, der er så gammelt, skal man ikke regne med at kunne finde nye dele, derfor skal man være varsom. (det tog ca. 1 år før bindeapparatet var løsnet). Der skulle syes nye sejl og de gamle sejl blev sendt til den lokale møbelpolstrer, Henry Ejby, som havde set sin far lave sejl til selvbindere og gerne ville prøve selv. Halfdan Laursen, min far, hjalp med at lave nyt træværk heriblandt vinger, knivstang og lister til sejlene.

Den 26/7 2012 blev binderen testet for første gang, men der var lidt problemer. Den skar ikke stråene af som den skulle og bindeapparatet skulle justeres lidt. Justeringerne blev dog ikke lavet den dag, da trækstangen knækkede. Og der måtte laves en ny, før der kunne køres videre. Efter justering af bindeapparat og kniv samt fremstilling af ny trækstang, blev binderen igen testet. Den 15/8 2012 kørte binderen 2 omgange, på det lille testareal, der er ved museet, og bandt 21 neg uden problemer.

 

Ivan Laursen – 16/10 2012