Samsø Veterantraktortræf

Efter 4 års pause er der igen veterantraktortræf på Samsø

Træffet afholdes Præstegårdsvej 5, 8305 Samsø. D. 30.-31. juli 2022.

Artikel bragt i Dansk Veteran Traktor Klubs blad “Pioneren”, juni 2022

Tekst: Ivan Laursen, foto: Lisbeth Laursen, Malene Eggers og Ivan Laursen

I år er det syvende gang, der bliver afholdt træf på Samsø. Det sker i weekenden 30. – 31. juli. Træffet på Samsø er blevet afholdt hvert andet år siden 2008 med 2020 som undtagelse. Her var træffet også planlagt og annonceret, men Corona’en satte en kæp i hjulet for arrangementet.

Der har tidligere været arrangeret ture til Samsø, hvor Jens Steffensen har vist sin samling frem. Ligeledes har der været besøg hos Bent Sjørslev. I 2008 var Jens Steffensen idémand og primusmotor til arrangeringen af et træf på Samsø. Op til træffet var der en hvis nervøsitet hos arrangøren. Hvis der nu kun kom 20 gæster og hvis det nu blev dårligt vejr. Træffet blev en succes med omkring 700 betalende gæster i en weekend med strålende solskin.

Til det første træf var der udstillet omkring 50 traktorer samt diverse maskiner. Nogle ting var blevet fundet frem efter flere år i gemmerne. Niels Jørn Andersen havde fundet sin Dronningborg D600 mejetærsker frem, efter den havde stået 30 år i maskinhuset. Den skiftede ejer efter træffet. Jens Steffensen havde lånt tærskeværk og selvbinder i Jylland, til at skabe aktiviteter på pladsen. Der var også lavet præsentationsring, hvor hver enkelt traktor blev præsenteret.  

Der blev lavet aftaler med de forskellige Bukh-samlere på Samsø, så de fleste seriefremstillede modeller var repræsenteret; ligeledes nogle med Hydrema-udstyr. Halfdan Laursens Hydrema R-12 var den, der vakte mest opsigt. Den har dog ikke været med til træf siden, da den blev utæt ved en hydraulikcylinder i den ene af fødderne kort efter træffet. Det er dog endelig på vej til at være ordnet her 14 år efter.

Der kom også gang i et par maskiner, uden det var planlagt. Rasmus Meyer, havde fundet sin JF-mejetærsker frem mellem de to træfdage, og høstede det sidste korn med den om søndagen. Knud Anker Alexandersen stod ikke tilbage for opfordringerne, fik gang i en udstillet Welger lavtrykspresser.

Træffet blev en succes og Samsø-folkene fik lyst til at prøve igen.

Herefter er der hvert andet år holdt træf på Samsø. Vejret har været lidt drilsk med kraftig regn før eller under træffene. Men det er alligevel lykkedes at have gang i høstaktiviteter hvert år. I 2018 var det tørke i flere måneder op til træffet, så der var ingen problemer med at det ikke var tørt nok til aktiviteter. Da vejrudsigten op til træffet viste stille vejr, blev der ikke gjort noget ud af at surre teltet under opstillingen. Men ved fællesspisningen lørdag aften kom der regn samtidig med kraftige vindstød. Der blev holdt fast i teltdugen indefra, og der måtte stilles traktorer langs siderne, med båndsurringer op over teltet, før spisningen kunne fortsætte.

Siden 2010 har der været kartoffeloptagning med på programmet, det har vist sig at være en stor succes. Dem der ønsker det, kan få en pose og ellers samle kartofler op fra jorden, når de er blevet fritlagt af maskinerne.

I 2012 og 2014 blev træffet afholdt ved Holmegård i Ballen. Der var store forventninger, da pladsen var i et af de områder, der tiltrækker allerflest turister. Det blev dog ikke til flere besøgende. Konkurrencen med de nærliggende strande, var nok for stor. Besøgstallene var dog alligevel godkendt. På Holmegård, havde Kurt Larsen sin besætning af sortbrogede køer med til træffet, for at demonstrere, hvordan hans Farmall FU-235 kunne bruges til malkning. Kurt havde måttet skifte indsugningsmanifold på Farmall’en inden træffet, så der kom studs på til malkeanlægget. Det lykkedes, og publikum kunne smage frisk komælk, hvor flere konstaterede, at det ikke var koldt, når det kom direkte fra koen.

Træffet og udstillingen er blevet udvidet lidt hvert år. Siden starten, er der kommet flere maskiner og redskaber med. Derudover er der udstillet biler, motorcykler og knallerter. Udover høst og kartoffeloptagning, har der været forskellige aktiviteter som rebslagning, smedning og tøjvask.

Inden træffet i 2010 blev der fundet et tærskeværk lokalt. Værket havde desværre fået lidt vand, ved at stå et sted, hvor taget ikke var helt tæt. Der blev lavet nye brædder til tærskeværket med de rigtige profiler. Derudover blev værket spændt lidt sammen. Der var også blevet fundet en JF selvbinder, der skulle bruges til træffet. JF-binderen voldte nogle problemer og den kørte kun til træffene i 2010 og 2012. I 2014 havde den ikke fungeret ordentligt op til træffet, så der endte den med, ikke at blive brugt. I mellemtiden havde undertegnede gjort en gammel Krupp selvbinder køreklar, som kom i brug til træffet det år. Til træffet i 2016 var JF-binderen blevet solgt, Krupp’en, har været den eneste kørende selvbinder på Samsø siden.

Hvert år har der været udstillere fra andre steder i landet, der har taget turen til Samsø. Jens Christian Jensen har taget turen fra Hvidovre til alle træffene enten i sin Morris eller på sin Velo og udstillet et lille udvalg af modeltraktorer. Steffen Beierholm har også været fast udstiller siden 2010. Et enkelt år, var der  en gasgeneratortraktor med fra Danmarks Fergusonmuseum, der tiltrak en del opmærksomhed under opstarterne. Derudover har der været forskellige andre som har taget turen til Samsø med traktorer, motorer, lastbiler eller knallerter til alles glæde. Det er spændende at se hvad der kommer frem fra gemmerne til dette års træf. Under alle omstændigheder er det rart at kunne mødes og vise maskiner frem igen. Og nyde god mad og godt selskab til fællesspisningen i teltet. Vel mødt på Samsø.